
18. 21. og 22. september
Kærlighedens gerninger
Den danske film ’Kærlighedens Gerninger’ er et barskt drama om tro og tabuer fra prisvindende instruktør Jeppe Rønde.
Hanna bor i et New Age-kristent fællesskab på den jyske vestkyst og længes efter at få et barn.
Men hendes beskyttede tilværelse bliver vendt på hovedet, da hendes lillebror, Jakob, uventet banker på døren, og fortrængte minder om de to søskendes fælles fortid dukker op til overfladen.
Vil brorens ankomst true Hannas drøm om at blive mor? Og kan medlemmerne af fællesskabet leve op til deres egne regler og tro, når de bliver konfronteret med spørgsmålet: Hvem bestemmer over kærligheden?
Instruktøren Jeppe Rønde er ikke selv vokset op i en sekt, men hans halv-storesøster lever i dag i et kristent fællesskab, og han har derfor ikke set hende i 28 år.
De to hovedroller spilles af Cecilie Lassen og Jonas Holst Schmidt, hvoraf sidstnævnte ud over at være skuespiller også er forsanger i det anmelderroste band Blaue Blume. Sektlederen i filmen spilles af Ann Eleonora Jørgensen.
Filmen havde premiere ved Rotterdam International Film Festival, hvor den fik fremragende internationale anmeldelser.